lørdag den 14. marts 2009

Referat af "Fortælling, børn og livshistorier".

Skrevet af Pernille Bjarnhof Storm.

I de sidste årtier er arbejdet med livshistorier vokset. Livshistorie som metode i det pædagogiske arbejde.
Livshistorie kan understøtte sprogstimuleringen. Ved at bruge livsfortælling som redskab, kan børn og unge få styr på deres tanker og følelser. Øvelsen af, at bruge indhold, funktion og form af sproget kan være et hjælpemiddel til at finde deres identitet.
Jerome S Bruner påpeger, at menneskers narrative evne styrkes gennem sproget i barndomsårene (Bruner:1999).
Der findes mange forskellige, traditionelle fortællegenre: Myter, eventyr, fabler, sagn, lignelser, legender, kunsteventyr, anekdoter, gåder, skrøner, vittigheder og vandrehistorier.
Når vi fortæller vores egne livshistorie, læner vi os mere eller mindre op af disse traditionelle fortællegenre.
Basis for alle fortællinger er de mundlige fortællegenre.
Personlige historier handler om menneskelige erfaringer, som gives videre fra person til person.
Ældre generationer har gennem mundlige fortællinger, givet viden videre. Børn bruger ikke kun sproget til fortællinger, de bruger også andre medier. Det kan være computerspil, film, dans, sange, leg og tegninger. Dermed omsætter børn deres oplevelser og skaber fortællinger.
Når jeg fortæller mine børn en historie, der handler om hvordan jeg sad sammen med nogen venner og vi så ”Woodstock” i fjernsynet, er det en traditionel fortælling med kulturhistorisk værdi.
Man kan spørge sig selv, om en historie er mere løgn eller virklighed. ”Den menneskelige fantasi begrænses af alt, hvad der findes....sprog kan aldrig gengive det, der egentlig er, det kan kun beskrive virklighed”(Bichselt:1983:12).
Narrativ betyder fortællende. Her to teorier, som i de seneste år har inspireret udvikling og nytænkning i nogen områder af psykologien og litteraturen
Kenneth Burke er en amerikansk literaturkritiker. Han prøvede på at fange elementerne i en fortælling og kalder det ”the pentad”. En grundopskrift med fem elementer, der udgør en fortælling: 1. Agent (er personer eller hovedpersoner), 2.Aktion (er en handling eller en aktivitet), 3. Mål (er det, man begærer eller stræber efter), 4. Scene (er rammer eller forhold), 5. Midler (er de instrumenter eller redskaber, som bruges). Ved denne model ser han kun på fortællingen og ikke på relationen mellem fortælleren og lytteren.
Aristoteles mener, at en fortælling skal struktureres og skal indeholde tre elementer. Begyndelse, midte og slutning. Denne fortælleteknik kender vi fra teater og film. Handlingen begynder, det bliver spændende og til sidst løses problemet.
I vores samfund er der sket en forandring, fortællinger er ikke længere tradition. Selv om hver kan lære at fortælle, har de voksene glemt eller aldrig lært det.
Så længe et barn ikke skriver, bruger det den mundlige fortælleform, til at fastholde begivenheder. De gentager begivenhederne, digter vider på dem og afprøver dem hos andre. Fortællinger er et værdifuld redskab, som børn bruger i deres hverdag. Til at gøre fortællinger gode, iagttager og lytter børn til voksene. Ved at iagttage de voksene få børn også kropsproget med.
Sanserne kan være en vigtig del i fortællinger, de kan fremme hukommelsen hos fortælleren. Fx mormors lugt af en bestemt parfume.
De voksene kan inspirere børn til at fortælle, ved at være nysgerrig og ydmyg. Ved at skabe et fortællerum i en god atmosfære, skaber man grovbund til børns fortælleudvikling.
Hos udviklingshæmmede, der ikke har udviklet talesprog, bliver der arbejdet med livshistoriebøger. Gennem billeder bliver begivenheder og erindring synlig.
I forbindelse med elektroniske medier, åbner sig nye veje for at fremme fortællinger. Med digital kamera, video,engangkamera og et billedbehandlings pogram på en computer, kan man fremstille fortællinger.
I den senmoderne tid som vi lever i, er det en stor opgave, at finde sin identitet. Der er mange forskellige arenaer, hvor vi bevæger os i, som ikke altid har samme referenceramme. Gennem fortællinger kan vi skabe sammenhæng.
Pædagoger har overtaget mange funktioner, som før i tiden var familiens. At arbejde med livshistorier, er en god metode, for at understøtte identitetsudviklingen hos børn unge og voksene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar